Jeg hedder Sofia og jeg er 18 år gammel og for lidt over et år siden blev min far sigtet i en sag om alvorlige overtrædelser af loven. Han er nu blevet indsat i fængslet efter vi ventede 12 måneder på en officiel afgørelse. 

Jeg har aldrig været i så meget kaos som den dag, min far blev sigtet. Og stadig i dag har jeg svært ved at acceptere, hvad der er sket, da jeg aldrig kommer til at forstå, at han tog det valg, han gjorde. Hans valg resulterede i, at min mor gik fra ham og jeg selv valgte at trække mig fra ham. Det har min far haft svært ved at indfinde sig i og jeg har selv haft svært ved at beslutte mig for, om det var det rigtige valg. 

Efter sigtelsen ventede vi omkring 8 måneder på, at sagen skulle for retten. Tiden fra da han blev sigtet til at han skulle for retten føltes som de længste dage i mit liv. Jeg rendte konstant rundt med tanken om, at det var forkert at distancere mig fra min far, når jeg ikke havde givet ham nogle chancer. Samtidig var intet afgjort endnu og kunne jeg så tillade mig at straffe ham for praktisk talt intet? Det var nogle af de følelser, der fyldte allermest i mig. Jeg forsøgte at snakke med min far, men det føltes helt forkert for mig, hvilket er grunden til, at jeg har holdt fast i min beslutning om, at han ikke skal være en del af mit liv.

Da den første retssag var ovre, valgte min far at anke sagen til Landsretten, hvilket resulterede i 3 måneder mere med uvished og bekymring om, hvad der skulle ske. Efter Landsretten blev min far dømt til 9 måneders fængsel.