At sidde inde
Det kan være svært at sætte sig ind i, hvordan det må være at sidde i fængsel. Derfor kan det også være sværtat finde ud af, hvordan man lige støtter sine forældre, søskende eller venner bedst muligt, hvis de bliver indsat.
Når man bliver indsat, kommer man enten i et lukket eller åbent fængsel. Hvilket fængsel, man kommer til at sidde i, afhænger af hvor lang en straf, man har fået, hvad man er dømt for - og hvor der er plads. Om man kommer i åbent eller lukket fængsel har stor betydning for hvilken kontakt, man kan have til ens pårørende. I de åbne fængsler har man lov til mere – man kan eksempelvis ringe så ofte, man vil, og man kan oftere få udgang for at besøge sin familie fra et åbent fængsel end fra et lukket.
Livet i en celle
Når en dom er blevet afsagt, vil Danmarks Fængsler indkalde en til afsoning. Det vil sige, at de oplyser den dømte om, hvor og hvornår man skal i fængsel. Når man så ankommer til fængslet, bliver man indsat i sin egen celle – eller stue, som nogen kalder det - hvor man har lidt møbler, et TV, håndklæder, sengetøj, en opslagstavle og eventuelt også arbejdstøj. Nogen har også deres eget bad og toilet.
Fængslerne forsøger at skabe en hverdag, hvor de indsatte har mulighed for at bruge deres fritid på at træne og dyrke hobbyer. Den klassiske idé om, at man får serveret rugbrød og vand hver dag, er heldigvis ikke sand. Den fængslede får nemlig en lille løn for det arbejde, som personen laver, og pengene kan f.eks. bruges på mad, som han eller hun selv laver, cigaretter og TV- og telefonudgifter.
Kontakt med den indsatte
Når man bliver indsat i et fængsel, har man ofte lange dage, hvor man ikke laver meget andet end at gå på arbejde eller i skole, og heller ikke snakker med ret mange. Derfor ønsker mange at holde en tæt kontakt og beholde relationen til familie og venner udenfor.
Hvis du ønsker at hjælpe som pårørende, kan du vælge selv at svare på opkald og beskeder. Der er dog lidt begrænsninger på, hvor frit man kan kontakte den indsatte. Hvis en person er indsat i et lukket fængsel, har andre ikke mulighed for at kontakte personen udefra - det er kun den indsatte, der kan kontakte andre. Den indsatte har lov til at ringe til 10 godkendte personer, som oftest vil være de nærmeste familiemedlemmer og venner.
I de åbne fængsler har den indsatte mulighed for at benytte en mønttelefon eller at leje en mobiltelefon. Mobiltelefonen fungerer helt som dem, vi har herude, dog har den ingen data, så man kan kun ringe og skrive med den.