Om at savne og besøg
Når ens nærmeste bliver sat i fængsel, kan det på en måde føles som om, du har mistet personen. Det har du ikke fuldkommen, men svigtet, man er blevet udsat for, vil til tider få dig til at føle, at du har mistet en del af personen. Det er derfor helt normalt at savne en person, der sidder i fængsel. Og det kan være utrolig hårdt at håndtere ens eget savn samtidig med, at man gerne vil forsøge at være der bedst muligt for den indsatte.
Det er også i orden overhovedet ikke at savne.
Når en person ender i fængsel, kan det sagtens skyldes en handling, som du ikke selv kunne finde på at lave, og derfor kan man blive sur på personen og have svært ved at tilgive ham eller hende. Derfor er det også vigtigt at pointere, at ligegyldigt, hvad du føler, er der intet forkert i det.
Disse følelser er noget, som mange ikke kan sætte sig ind i, men en af de bedste måder at håndtere dem på er ved at tale højt om dem. Det behøver ikke at betyde, at du skal fortælle det til alle, men få tætte venner, en psykolog eller andre i samme position kan hjælpe dig rigtig langt.
Hvis du vil møde andre unge, der er pårørende til en indsat, tilbyder SAVN weekendture, som du gratis kan deltage i. Hvis det er for meget ude af din komfortzone, kan du i stedet læse og se tekster og videoer her på hjemmesiden, så du kan blive bekræftet i, at du ikke er alene.
Besøg i fængslet
En anden måde at håndtere savnet på kan være ved at tage kontakt til den person, du kender, der sidder i fængsel. Det kan både være hårdt eller helt naturligt, men det kan være, at du undrer dig over, hvordan man egentlig gør?
Det er nemlig ikke alle indsatte, du bare kan skrive eller ringe til. I de lukkede fængsler er det nemlig kun den indsatte, der kan kontakte dig, og hvis den indsatte ikke gør det, kan det være besværligt at få sagt, hvad der går dig på ved at være pårørende. Dog hvis du har mod på det, kan du vælge at besøge personen, men her er der nogle ting du skal have styr på inden da. Først skal du lade den indsatte vide, at du ønsker at besøge ham eller hende, og herefter får du en ansøgningsblanket, som du skal udfylde for at kunne komme på besøg. Når den er blevet sendt ind og godkendt, har du en besøgstilladelse og så kan du efterfølgende bestille en tid til at komme på besøg.
Det kan være meget anderledes at besøge en person i et fængsel, når du måske har været vant til at være sammen med personen i dit hjem. I fængslerne har de dog indrettet nogle besøgslokaler, hvor man er alene uden at andre kan høre det, man snakker om.